Om Cyanotypi
Slow Photography
Så blev det sommer, og solskinstimerne blev udnyttet for første gang i år. Tulipaner fra mit lille stykke med have, er nu blevet til et par cyanotypi billeder.
Cyanotypi, altid blå pga. processen. Og altid unikke små værker. For mig er det så fascinerende at se motivet træde frem. Som små mirakler. Små vidundere… små blå skønheder.
Cyanotopi er fordybelse og langsommelighed
Hver enkelt papir bliver håndmalet/præpareret med emulsion, der er UV følsomt.
Det er kontaktkopi fotografering. Og billedet bliver aldrig større end objektet.
Objektet lægges direkte på papiret, lægges i solen og derefter eksponeret i 10-20 minutter alt efter vejret.
Jeg eksponerer oftest i 15-20 minutter. Henover vinteren har jeg eksporneringstider op til 70 minutter.
Når eksponeringstiden er overstået, fjernes motivet og papiret skylles i vand. Dermed bliver billedet fremkaldt. og man ser resultatet.
Papirtyperne der er brugt til disse billeder er Arches akvarel 300 g/m2 og 320 g/m2 håndlavet papir fra Khadimill i Syd Indien.
Cyanotypi billeder er meget svære at forudse resultatet af, fordi jeg kun arbejdermed solens stråler. Hvis en sky går for solen, papiret eller emulsions blandingen er mixet et mikrogram forskelligt fra sidste gang jeg lavede billeder, eller hvis planten, eller objektet har været i en presse, eller frisk plukket, eller hvor tyk eller tynd er stænglen på planten, eller fjeren eller hvilket naturmateriale jeg vælger, er.
Men det er også uforudsigeligheden der er så fascinerende. Den dybe blå farve der fremkommer når billedet er fremkaldt, stofligheden i billedet og langsommeligheden i processen. Det uperfekte perfekte…
Flora Danica, one of my favourite books for inspiration when making cyanotype and for my garden.
Den utålmodige venten på at det bliver en solskinsdag, på at have nok papir, at have det rigtige papir, at have nok kemi til at lave mere papir klar til fler billeder, finde de rigtige planter, jagten på de rigtige planter. At se nysgerrigt på indholdet af en grøftekant, en skovbund eller min egen haves indhold. Hvilke blade egner sig bedst, og så hjem og teste. Og det man tror er det mest perfekte, fordi det med det blotte øje er smukt, men i virkeligheden er det det andet blad fra en plante, man bare lige nuppede med, som viser sig at have det helt rigtige udtryk, Et udtryk man ikke vidste var det rigtige. For når man ser det, dér på papiret, efter 15 minutters eksponering i solen, og fremkaldelse i vand, tørring og dér, dér var det.
Og så vil man have mere, det næste blad, flere blade, eller fjer… hvilken fjer er bedst? Er det den helt sorte fjer, den helt hvide, eller de fjer der har tegninger? Eller de inderste fjer, dem med dun…
Jeg bliver aldrig træt af at gå på opdagelse i tekstur, stoflighed, strukturer og mønstre der kan laves til billeder… Det er mindfullness photography.
CyanoTYPE Blues
– and every tone in-between
Alle billeder findes kun i cyan-blå nuancer og alle er originale og findes kun i et eksemplar.